http://www.Tobak-jatak.dk


Go to content

Main menu:


Der må stoppes!

Arkiv 2014


I en efterhånden temmelig tobaksforskrækket verden, kan det synes som om der er blevet langt mellem de rigtig gode oplevelser som ryger. Men sådan en har jeg haft for nylig, og den oplevelse vil jeg rigtig gerne dele.

Af snørklede omveje, som jeg vil skåne jer for, landede jeg i facebook-gruppen: ”PIBERYGERNE”.



Og det er altså det mest hyggelige og inspirerende ryger-selskab jeg længe er stødt på. Opslagene i gruppen demonstrerer, efter ganske kort tids læsning, at rygere simpelthen bare er rigtig hyggeligt og godt selskab, - og at piberygerne er i en særklasse indenfor kategorien.

I gruppen bliver man budt hjerteligt velkommen af gruppens administrator (samt en hel stribe aktive medlemmer, som også lige vil sige hej og velkommen til). Man bliver nysgerrigt og åbenhjertet udspurgt om sine erfaringer med piberygning. Jeg følte mig velkommen og nærmest fortrolig fra første snak (og det på trods af at jeg ikke engang var aktiv piberyger, da jeg meldte mig ind i gruppen).



Der ”oser” af glæde ved tobak og rygning og af hygge og gensidig tillid i samtalerne derinde. Alskens gode råd deles rundhåndet ud, også til nybegyndere (selv når vi stiller de mest tåbelige og dumme spørgsmål om detaljer, som de erfarne piberygere sandsynligvis ikke har spildt en eneste tanke i de sidste ca. fyrretyve år).

Der debatteres intenst, hvilke tobakker, der er de bedste og hvilke typer piber de forskellige tobakker smager bedst på. Billeder af nyanskaffelser vises stolt frem fulgt af fortællingen om hvordan og hvor piben er fundet, – og om den er ny eller brugt. Og derefter kommenteres opslaget lystigt: om det er et godt køb eller ej og om man har erfaringer for om det er en god pibe at ryge på, – og naturligvis vendes æstetikken også lige. Er piben smuk og passer den til personen, der ryger på den.

Nyerhvervet spændende og eksotisk tobak anmeldes i detaljer – og imellem dem, der er inde i fællesskabet, udveksles der tilsyneladende også gavmildt smagsprøver på tobakkerne.

Der uddeles tip til reparation af yndlingspiben, hvis en ”broder” har været så ulykkelig, at gøre skade på sin pibe. Man fornemmer, at piben sandsynligvis er den kæreste ejendel, næsten som en ekstra kropsdel, og når piben får en skade eller går i stykker, så er det åbenlyst omtrent lige så traumatisk som at brække benet eller miste en kær ven; Og dybt empatiske kommentarer samt alskens gode råd og tip til hvordan man kan redde piben tikker hurtigt ind i lange tråde som svar.

Gruppen oser simpelthen af en fællesskabsfølelse og et kammeratskab, hvis lige man kun finder blandt dybt passionerede mennesker, et fællesskab, der efterhånden ikke er ret mange af andre steder i vores samfund, et fællesskab som min tobaks- og frihedselskende sjæl hungrer efter, – og nu har fundet.

Det er så fuldkommen befriende at kunne tale om tobakserfaringer og tobaksnydelse i sætninger, der ikke slutter med ideer til nye forbud, dødstrusler og moralske sundhedsbøvser… Jeg elsker det! … Så meget, at jeg var endog meget nem at ”overtale” til at genoptage piberygningen, som jeg i sin tid forsøgte mig på som teenager.

Og nu har jeg så tillige gjort den dejlige erfaring, at når man lytter til de erfarne piberygeres mange gode råd og gør tingene rigtigt, så er piberygningen en sand fryd. Det er virkelig rart at nyde den fulde tobakssmag i munden frem for bare at hive den masseproducerede klassiske American Blend cigaretrøg ned i lungerne, - og dét samtidig med, at man får den dejlige virkning af nikotin på en måde som dufter super godt i hjemmet. Livet er herligt!

God sommer og god røg

Schæferpigen




Back to content | Back to main menu