http://www.Tobak-jatak.dk


Go to content

Main menu:


Kapitel 26 : Det var på den gamle slotsruin

Oda har ordet > Kapitel 1 - 13 > Kapitel 14 - 32

Det var på den gamle slotsruin,

Oda havde lært de to ravne at kende og var kommet i snak med dem. De havde siddet på kanten af den udtørrede brønd som var i det der engang havde været slottes køkken. Og hun lavede dette billede af dem.



I en periode havde hun boet tæt ved ruinen og ofte besøgt den - var endda et par gange blevet der hele natten.

Ekkoer fra fortiden hang i de gamle mure hviskede om begivenheder og fortalte det som ikke kunne læses i Abelonernes dokumenter. Flere gange var en af de gamle dukket op - Aserne, eller de gamle guder som de også blev kaldt - disse udødelige personer det ikke var lykkedes alle nutidens Abeloner at glemme, og de var altså - i følge ravnene - en statshemmelighed. Venligt og mødekommende havde - Odin, Frigg, Balder, Freya, Thor, Idun, Brage og Gefion - givet sig til kende og udvekslet "guddommelige" bemærkninger med hende; som dengang de var velsete og havde bevæget sig rundt imellem Abelonerne i området, hvad de altså stadig gjorde. Det kunne ingen hindre dem i.
Det havde ikke været til at se på dem de var så gamle - som de var - det var deres måde at tale og opføre sig på som var mest bemærkelsesværdig. De var tilsyneladende fulgt med tiden, havde hun truffet dem et andet sted og hvis de ikke selv havde sagt hvem de var, ville hun ikke have vidst det. Forresten er der heller ingen som med sikkerhed ved hvordan de ser ud. Og at rende ind i en mand med langt lyst hår der sad på en sten iført moderigtig habit og silkeslips, imens han pulsede på en stor cigar og havde adskillige tomme flasker liggende i græsset - var overraskende. Desuden lå der afgnavede koteletben i en bunke ved siden af ham. Han så ikke ud til at have travlt, hilste høfligt og beklagede at han havde drukket al øllet og spist sulet selv, så han ikke kunne byde hende. Hvorefter han sagde at han var Odin og spurgte om hun havde set noget til ravnene eller en af de andre Aser.

Spørgsmålet forvirrede hende, hun troede han holdt hende for nar, men det gjorde han ikke - forstod hun snart.

Overbevisende og værdigt afslørede han stor interesse for omgivelserne og efterlyste mere omtanke hos nutidens skjalde, som han sagde sang falsk og berettede om meningsløse begivenheder der ikke engang rimede.
Og da Oda fortalte hun kaldte sine medmennesker for
Abeloner, at der at stadig var Abeloner som troede på Aserne, og havde fået anerkendt deres dyrkelse af Asatro på lige fod med andre religioner.
Smilede han og sagde: -
Asatroen var noget de der var flyttet til norden fandt på, som modgift til det de klerke og kræmmere der kom sydfra ville prakke dem på. Al deres pjat med salmesang, guddommelighed og vandpjaskeri, som kun har ført til elendighed, underkuelse og moralske dogmer. De mangler humor og poesi. Og så kan man ikke stole på deres løfter. Det er snak med tvivlsomme påstande, der skader mere end de gavner. De fik indført en hakkeorden, et værdisystem og en uendelig række love og regler der styres af moral og retfærdigheds begreber som tilgodeser dem selv og dem som de har udvalgt. Sammensværgelser som legaliserede vold og magt, og gør forskellige vaner til forbrydelser som de straffer på udspekulerede måder.

Det var blevet til en langt foredrag, det meste kendte Oda fra ravnene og lige pludselig var han væk,
men billedet af ham satte sig fast i hendes baghoved, hun måtte lave det efter hukommelsen.






Back to content | Back to main menu