http://www.Tobak-jatak.dk


Go to content

Main menu:


WHO´s dom over rygerne

Arkiv 2013 > Arkiv 2012 > Arkiv 2011

WHO´s dom over rygerne


kvit.dk (som drives af netdoktor.dk) plæderes der for, at landets læger (i henhold til anbefalinger fra WHO) skal give rygerne en psykiatrisk diagnose.

Dagligrygernes diagnose vil blive:
F17.25 Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af brug af tobak. Afhængighedssyndrom. Kontinuerligt brug.



Denne anbefaling vil, med et trylleslag, opfinde op imod 1½ mio. psykisk syge borgere.

Diagnosen har eksisteret siden WHO´s internationale diagnosesystem WHO-ICD10 blev implementeret i midten af 90´erne. Diagnosen har formentlig ikke været anvendt i praksis i Danmark i 90´erne og 00érne. Men det vil WHO og kvit.dk til at ændre på. Rygerne skal nu diagnosticeres og registreres som psykisk syge adfærdsforstyrrede misbrugere i lægernes journaler!

Tobak er placeret på listen over psykoaktive stoffer i diagnosesystemet på linje med alkohol, opium, nervemedicin, LSD osv.

De 6 diagnostiske kriterier for diagnosen gennemgås nedenfor.

For, at få diagnosen skal man leve op til
mindst 3 af de 6 punkter. Punkterne er anført (og diskuteret) herunder. Bemærk, at kvit.dk har ændret / uddybet ordlyden i forhold til de officielle kriterier / formuleringer fastsat af WHO ICD10.

(1) trang ("craving") - ICD10
En slags tvang eller stærk lyst til tobak - kvit.dk


Hører man til blandt dem, som uden problemer kan deltage i røgfrie aktiviteter f.eks. en hel arbejdsdag, uden at føle nævneværdig eller forstyrrende trang til at ryge, så går man fri af dette punkt, - alle andre rygere opfylder kriteriet.

(2) svækket evne til at styre indtagelsen, standse eller nedsætte brugen - ICD10
Besvær med at holde forbruget på et lavere niveau end normalt. - kvit.dk


Dette handler om, hvor vidt rygeren er i stand til at sænke sit rygeforbrug uden problemer f.eks. fra 20 smøger i døgnet til 10. Det vil de fleste dagligrygere opleve som "udfordrende" i en eller anden grad. Rygere har normalt et personligt forbrug, som svarer nøje til den enkeltes vaner og behov for nikotin. Når man afviger fra dette, så vil det udløse en reaktion. Det er helt generelt svært at bryde vaner og det er træls, at undvære den mængde nikotin, man nu engang trives godt med. De fleste, der har prøvet at nedsætte deres forbrug, har også erfaret, at så snart man slipper opmærksomheden på beslutningen, så glider man lige så stille og roligt tilbage til sit "normale" foretrukne forbrug igen. Hvis man genkender dette fænomen, så opfylder man givetvis kriteriet.

(3) abstinenssymptomer eller indtagelse for at ophæve eller undgå disse - ICD10
Abstinenssymptomer ved afbrydelser i tobaksforbruget, såsom irritation, trang til tobak, sult og koncentrationsbesvær - kvit.dk


Her er kvit.dk ude i en temmelig
kreativ og forfalsket definition af begrebet "abstinens".

"
Abstinens" defineres klinisk ved en række reaktioner, som opstår i forbindelse med ophør med indtagelse af et specifikt stof. Der kan være tale om f.eks. svedeture, kvalme, rastløshed m.v.. Ved alvorlige abstinenstilfælde ses abstinensdelirium, som er en tilstand med uklarhed, hallucinationer og voldsom uro. Delirium kan have dødelig udgang. Der skal altså være tale om nogle meget kraftige og farlige reaktioner udløst af pludseligt ophør af brug af en stimulans, for at man kan tale om tilstedeværelsen af abstinens.

De
gener som netdoktor.dk anfører som abstinenssymptomer ved rygestop er ikke abstinenssymptomer, men blot et udtryk for at rygeren (der er forhindret i at ryge eller nyligt startet på rygestop) slet og ret mangler de yderst gavnlige virkninger af tobak. Det er noget nær lige så tåbeligt som at påstå, at "det at være ædru" skulle være et abstinenssymptom hos alkoholikeren, der er ophørt med at drikke alkohol.

Tobaks virkning:
Tobak virker
beroligende.
Ved rygestop...
forsvinder den beroligende virkning fra tobak og man vil derfor føle sig lidt mere stresset eller urolig end man har gjort medens man røg.

Man bliver i
bedre humør af at ryge.
Ved rygestop... vil ens
humør opleves dårligere fordi man mangler nikotinets påvirkning af dopamin i hjernen - man får med andre ord bare sit "normale" humør tilbage.... Når man så samtidig mangler den beroligende virkning fra tobak, vil det samlet set opleves som en slags irritabilitet.

Tobak virker
sultnedsættende.
Ved rygestop... vil man opleve
øget sultfølelse da man ikke længere har tobakken til at dæmpe sin sult. Det er ikke en abstinenstilstand, man skal bare lære at leve med sin naturlige sultfølelse uden tobak.

Tobak virker skærpende på
koncentrationen.
Ved rygestop...
mister man den gunstige virkning som tobakken har på ens koncentrationsevne og det kan nemt opleves som koncentrationsbesvær. Men - det er bare sådan hjernen virker uden tobak.

Ifølge både almindelig fornuft og de traditionelle lægelige definitioner på abstinens, så vil
ingen rygere opfylde punktet. Ophør med at bruge tobak udløser ikke abstinens - det eneste der sker, når man ophører med at ryge tobak er, at man mangler og savner både tobakkens gode egenskaber og hyggen og de vaner og ritualer, der er forbundet med rygningen.

Det er dybt kritisabelt og mistænkeligt, at kvit.dk tager denne misvisende definition i brug. Men det er åbenlyst deres hensigt at udstille tobaksbrugerne som psykisk syge og adfærdsforstyrrede misbrugere med abstinenser. Hvis kvit.dk fastholder at tage denne manipulerede og direkte forkerte definition af "abstinens" i brug, så vil alle dagligrygere opfylde dette punkt.

(4) toleransudvikling - ICD10
Tilvænning, øget forbrug med tiden. - netdoktor.dk


Rygere udvikler
ikke tolerans.

De fleste rygere oplever faktisk, at deres foretrukne mængde tobak er endog meget stabilt gennem livet. Nystartede rygere finder hurtigt frem til det leje, hvor deres individuelle behov for nikotin er tilstrækkeligt dækket. Herefter vil den foretrukne tobaksmængde være rimeligt stabilt gennem resten af livet, hvis altså ikke ydre omstændigheder griber forstyrrende ind. Rygere lærer lyn hurtigt, at lade være med, at overdosere tilførslen af nikotin. Det er nemlig yderst ubehageligt, at få for meget nikotin. Man bliver ikke dobbelt så afslappet eller dobbelt så koncentreret af, at ryge dobbelt så meget som man har brug for - man bliver bare utilpas. Det er fuldstændig meningsløst, at udfordre grænsen, for der er ingen som helst gevinst ved at ryge mere end lige netop det, man har det godt med.

En række faktorer kan imidlertid få rygere til at ryge mere end man plejer:

mere tid til rådighed (f.eks. ved sygdom eller arbejdsløshed - når intet i ens dagligdag forhindrer en i at ryge, så vil man finde sit optimale / foretrukne nikotinleje, som for mange er større end dagligdagen tillader).


mindre nikotinmængde i tobakken og ventilerede cigaretpapirer (disse indgreb indebærer blot, at man skal ryge større mængder tobak, for at få tilfredsstillet sit behov for nikotin)

stress, traumatiske oplevelser, sorg og kriser (når behovet for enten den beroligende virkning eller den skærpede opmærksomhed stiger, så stiger behovet for nikotin også). Soldater i krig øger ofte deres tobaksforbrug betragteligt.


.... og andre faktorer kan få rygere til at ryge mindre end de egentlig har trang til:

travlhed (ikke tid til at ryge)

høj nikotinmængde og cigaretpapirer, der ikke er ventilerede (man skal ryge mindre mængder tobak for at få dækket nikotinbehovet)

pression fra intolerante omgivelser og rygerestriktioner

økonomiske kriser, fattigdom

Ingen af alle disse mekanismer, som alle påvirker tobaksforbruget, har noget som helst med toleransudvikling at gøre.


Men manipulerer man med disse kendsgerninger, så kan man bilde (nogen) rygere ind, at grunden til at de har lyst til at ryge mere end de har mulighed for eller af principielle årsager gør, skyldes toleransudvikling.

Rygeres naturlige individuelle behov for nikotin er stabilt over tid. Det er alt muligt andet end toleransudvikling, der spiller ind i rygernes variationer i forbrug over tid. Ingen rygere vil opfylde dette punkt, men kvit.dk vil have landets læger til at fortolke og diagnosticere helt misvisende.

(5) Dominerende rolle med hensyn til prioritering og tidsforbrug - ICD10
Tilsidesættelse af sociale og samfundsmæssige pligter på grund af tobaksrygning - kvit.dk


Overdrevent brug af visse rusmidler kan gøre individet fuldkommen ude af stand til, at opfylde sociale og samfundsmæssige pligter. Man kan f.eks. ikke passe sit job eller drage omsorg for sine børn på betryggende vis, hvis man er lallende beruset. Hvis man gør brug af rusmidler i en grad, der gør en ude af stand til f.eks. at passe et job, så vil der være tale om "dominerende rolle". Men denne problematik gør sig på ingen som helst måde gældende for brug af tobak.

Rygere tilsidesætter på ingen måde hverken sociale eller samfundsmæssige pligter på grund af rygningen i sig selv!


Rygere er ikke "påvirkede" i traditionel rusmiddel definition/forstand. Rygere er ikke hallucinerede, hurtigt kørende, bevidsthedssvækkede eller på anden vis euforisk påvirkede. De kognitive og mentale evner er fuldt ud intakte - de er faktisk veldokumenteret forbedrede - i forbindelse med tobaksrygning. Man kan passe de fleste jobs og udføre både omsorgsopgaver, krævende motoriske præcisionsopgaver, opgaver der stiller krav til hurtige reaktioner og udføre intellektuelle og mentalt krævende opgaver
medens man ryger. Rygning begrænser ikke rygerens evne til at være nærværende, sociale, omsorgsfulde eller ansvarsfulde. Evnen til at aflæse og tolke omgivelserne og til at samarbejde er også fuldkommen intakt.

Rygere har i generationer været i stand til at leve rige og meningsfulde liv. Rygere har uddannet sig, etableret sig, stiftet familie, de har født og opfostret deres børn og har passet det de skulle og været lovlydige borgere. Rygere har bidraget konstruktivt og positivt til fællesskabet, være skabende, kreative og innovative, passe deres arbejde, rygere har drevet virksomheder og bestridt topposter i samfundet, rygere har bidraget til frivilligt socialt arbejde. Rygere er fuldt ud i stand til at deltage på alle sociale og samfundsmæssige planer på fuldt ud lige så kompetent og engageret vis som enhver ikke-ryger.

Men et totalitært og diktatorisk mindretal har imidlertid besluttet, at rygerne ikke må bidrage til noget som helst,
hvis de ønsker at ryge. Det har ikke været tilstrækkeligt for WHO og anti-rygerbevægelsen, at sikre ikke-rygerne deres ret til røgfri luft gennem en opdeling af det offentlige rum. Rygerne er sendt helt bort fra det offentlige rum og lægges tillige massivt for had igennem modbydelig propaganda. Det har fået rigtig mange rygere til at sige fra og blive væk i protest. Rygere har i vid udstrækning flyttet deres sociale netværk og liv væk fra det offentlige rum og reorganiseret sig med hinanden indenfor privatlivets rammer.

Men er det et udtryk for psykisk lidelse og/eller adfærdsmæssig forstyrrelse hos rygerne? - Eller er der tale om et normalt og sundt respons på et sygt samfunds vanvittige tyranni og diskrimination?

Rygere, der skifter arbejde (eller måske ligefrem erhverv) for at få en arbejdsplads, der ikke er ramt af tobakshysteri vil nok af lægerne blive talt med under dette punkt. Rygere der vælger at flytte på grund af en uudholdelig kværulantisk panelsnusende nabo vil sikkert også blive talt med her. Tante Olgas runde fødselsdag - ja, hvad med den? Er det en tilsidesættelse af en social pligt, at vælge den fra fordi man ikke gider stå udenfor i frostvejr i selskabstøj for at ryge.

Det mener WHO og kvit.dk uden tvivl! Så hvis du som ryger i protest mod tyranniet vælger noget socialt eller samfundsbestemt "pligtigt eller vigtigt" i din tilværelse fra på grund af rygerestriktioner og hysteriet omkring tobaksrøg, så lever du ifølge tyrannerne i WHO og kvit.dk op til punkt (5).

(6) vedblivende brug trods erkendt skadevirkning - ICD10
Fortsat tobaksrygning trods viden om, at det forårsager eller forværrer sygdom eller andre skavanker - netdoktor.dk


Også dette punkt rejser mange spørgsmål og en interessant debat. De meningsbærende ord: "
erkendt", "skadevirkning" og "viden om" gennemgås nedenfor:

"Erkendelse"

Hvornår er noget
erkendt? Er det når budskabet er hørt og man har forstået, hvad der bliver sagt? Der findes næppe én eneste ryger i Danmark, som ikke er bekendt med antirygernes påstande om tobakkens farlighed, så hvis dette er WHO´s definition, så gælder det for alle rygere, at "farligheden er erkendt" og punktet er hermed opfyldt.

Men - kræver det ikke også, at man anerkender budskabets sandhed eller rigtighed før man kan tale om en
ægte erkendelse?

Nu trækker rygere jo ikke ligefrem døde lig i kølvandet af røgen, og rygere bliver både forældre, bedsteforældre og oldeforældre - det kan enhver ryger erfare blot ved at åbne øjnene og kigge efter. Der findes i øvrigt i de fleste menneskers netværk også tilfælde af sundhedsfanatikere der dør i en ung alder og rygere der (stik imod det tilladte for rygere) bliver utilgiveligt gamle. Faktisk, så har rigtig mange rygere, svært ved at tage antirygernes dødstrusler særligt alvorligt, for rygerne savner i den grad sammenhæng mellem dødstruslerne og fakta i det virkelige liv. Er det udtryk for sund skepsis eller adfærdsmæssig forstyrrelse, at rygere ikke æder alle påstandene råt?

"Viden om"

En kritisk gennemgang af det mest fremherskende baggrundsmateriale som angiveligt skulle bekræfte "tobakkens farlighed" viser sig at være konsensusrapporter og estimeret statistik der ikke tåler at blive gået efter i sømmene (altså slet og ret politisk propaganda). For de rygere der har sat sig ind i stoffet, hersker der ingen tvivl om, at "passiv rygning faren" er noget opdigtet vås og at farligheden for rygerne selv er kraftigt overdrevet.

"Skadevirkning"

Skadevirkningen bliver som sagt lidt tynd i toppen, når man fordyber sig i den såkaldte "forskning", der er på tobaksområdet. Men selv, hvis man tager påstandene om tobakkens farlighed for gode varer, skal man også samtidig tolke menneskers kalkulerede, normale og nødvendige risikoadfærd med i det samlede regnestykke, før man dømmer til psykisk sygdom.

Vi har nemlig alle en eller anden grad af risikoadfærd (på hver vores områder) uden, at vi af den grund behøver at være psykisk syge eller adfærdsforstyrrede. Døden
er en præmis ved livet som man ikke kommer udenom - man er nødt til at lære, at leve med risikoen for død. Man lærer, at leve med de risici, der er forbundet med det liv, man nu engang har valgt (eller er nødt) til at leve. Man prioriterer sit liv. Man passer på, der hvor man kan og løber risiko, der hvor man finder det formålstjenligt eller nødvendigt. En vis grad af risikoadfærd er i nogle tilfælde direkte nødvendig for overlevelsen. Risikoadfærd i sig selv er ingen indikator for psykisk sygdom.

Rygere ved godt, at rygning nok ikke ligefrem er sundhedsfremmende adfærd. Rygere vælger, at ryge alligevel, fordi tobakken giver rygerne noget andet og yderst positivt til gengæld, noget som gør det værd at løbe den risiko, der nu engang måtte være? Det er en afvejning og et bevidst valg. En beslutning på godt og ondt i en verden af modstridende budskaber og behov.

Menneskets risikoadfærd er i nogle af livets forhold tvingende nødvendige for at overleve og i andre en risiko vi løber fordi gevinsten her og nu har tilstrækkelig stor betydning for os. Vi er tvunget til, at færdes i trafikken selv om vi risikerer at invalideres eller dø af det - hvis vi ikke vover os ud, vil der gro mug på os. Vi passer vores job, selv om det kan være forbundet med sundhedsrisiko. Vi ryger, drikker og spiser kød, fedt, hvidt brød, salt og sukker selv om det måske kan skade vores helbred - det bliver vejet op imod andre nødvendigheder, bekvemmeligheder og kvaliteter. Mennesker holder farlige husdyr - og elsker dem. Nogen dyrker farlig sport - og nyder suset. Mange elitesportsfolk doper sig for at blive bedre end konkurrenterne.

Vovehalse springer i faldskærm, bestiger bjerge, forcerer verdenshavene, drager i krig, skøjter på isen, svømmer i havet, kører uden sikkerhedssele eller cykelhjelm - alt sammen kan være dødeligt. Vi er et helt samfund der stresser for meget og sover for lidt. Vi spiser junkfood, nitrit og indtager kunstige sødemidler. Bilejere tager bilen selv om det er sundere at cykle. Musikelskere går til koncerter selv om hørelsen kan tage skade af det og man kan blive slået ihjel i nattelivet. Boksere lammetæver hinanden med hjerneskader til følge.

Forfængelige mennesker udsætter sig for kirurgiske indgreb for at få større bryster og mindre maver. De får sprøjtet gift ind under huden for at komme til at se yngre ud. De overhælder hovedbunden med kemikalier for at ændre på hårfarven. Og lader huden bestråle for at slippe for uønsket hårvækst. Mange dyrker kræftfremkaldende solbadning og plasker sig ind i kemikaliebefængt kræftfremkaldende solcreme "til beskyttelse".

Og sådan kunne listen fortsætte........ Fælles for næsten al risikobetonet adfærd er, at man for det meste godt kender de risici der er forbundet med adfærden - men man lærer at leve med den risiko der er, fordi gevinsten opvejer risikoen. Det at udvise risikoadfærd er i sig selv ikke nødvendigvis forbundet med psykisk lidelse eller adfærdsmæssig forstyrrelse.

Hvis man har en alvorlig luftvejslidelse og vedbliver med at ryge, så er det måske både dumt og selvskadende og så vil det være relevant at overveje om punktet i det enkelte tilfælde er opfyldt. Men ellers........ tja

Men, der er ingen tvivl om, at WHO og antirygerne vil påstå, at punktet er opfyldt, hvis rygeren har hørt og forstået advarslerne - og rygeren fortsætter sin rygning på trods af dette. Altså vil stort alle dagligrygere leve op til punktet.



Samlet set, vil vi gætte på, at en overvejende andel af landets ca. 1½ mil. rygere vil kunne risikere at blive påduttet denne diagnose på et tidspunkt.


*

Et langt mere relevant spørgsmålet er, om tobak (nikotin) overhovedet hører hjemme på listen over psykoaktive stoffer - og dermed i listen over psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser. Det er vores klare holdning, at tobak er fuldkommen malplaceret i en sammenhæng med alkohol og opium osv.

Selve formålet med psykiatriske diagnoser er, at definere forskellen på at være rask eller syg - at være "normalt fungerende" eller så "forstyrret" af sin psykiske lidelse / adfærdsmæssige forstyrrelse og af sit misbrug, at man ikke er i stand til, at leve et "normalt liv".

Tobakkens psykoaktive påvirkning handler som anført om, at nikotin løfter humøret lidt, sænker appetitten, skærper koncentrationen/opmærksomheden og virker let beroligende. Disse påvirkninger forringer på ingen som helst måde rygerens evne til, at føre et normalt liv med alt, hvad der hører til et sådant. Rygere har i århundreder levet deres liv fuldt og helt som integrerede borgere i samfundet. De problemer, som rygerne har oplevet siden 2007 skyldes ikke brugen af tobak, men derimod rygeloven, antirygernes hetz og det tobaksforskrækkedes hysteri som sundhedstyrannerne spreder i befolkningen. Det er rygeloven, der er diskriminerende og samfundet, der er sygt. Rygerne agerer blot indenfor de rammer som de, for tiden, er tvunget til, at leve under.

Rygerne kan imidlertid argumentere så meget og så længe de vil for, at denne diagnose er det rene nonsens, men det vil nok ikke ændre på lægens "dom" i rygernes journaler. De allerfleste dagligrygere vil leve op til samtlige 6 punkter, når de måles ud fra antirygernes dybt forvrængede menneskesyn og definitioner.

En diagnose er faktisk lidt at sammenligne med en dom. Men i antirygernes og WHO´s diktatur, der er magten ikke tredelt som i det øvrige samfund. Det er de selvsamme tyranner, der har besluttet, at de vil rygerne til livs, som også belejligt fabrikerer den "videnskab" der fordømmer rygerne og danner grundlag for propagandaen, der bruges til at stigmatiserer rygerne og som endelig vedtager og administrerer de diagnoser der sluttelig hæftes på rygerne i patientjournaler og som dermed dømmer rygerne til psykisk syge adfærdsforstyrrede misbrugere.

Nå men, - når vi nu tilsyneladende er i fuld gang med at uddele psykiatriske diagnoser til Gud og hver mand,
så har vi et par afsluttende spørgsmål:

Hvornår kommer den psykiatriske diagnose F17.25
til at berettige til førtidspension på lige fod med andre alvorlige invaliderende psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af misbrug?

Og hvad med anti-rygerne; Anti-rygerne skaber splittelse, had og angst imellem mennesker. De er intolerante, fordømmende, totalitære, hysteriske, aggressive, tyranniske, manipulerende, hensynsløse, samfundsnedbrydende og magtsyge! Burde de ikke også retfærdigvis have en psykiatrisk diagnose?


...................F60.2 Dyssocial personlighedsstruktur - måske?





Back to content | Back to main menu