http://www.Tobak-jatak.dk


Go to content

Main menu:


Kapitel 46 : Abelonernes forhold til tiden og tobak

Oda har ordet > Kapitel 1 - 13 > Kapitel 33 - 52

Abelonernes forhold til
tiden og tobak

har deres høvdinge haft fordele af, når de vil styre og undertrykke flertallet, som de gjorde på forskellig vis, helt tilbage til dengang de havde plukket sig.
Påstanden om at de havde styr på tiden, var et misforstået og løgnagtigt påstulat, et system opfundet af hellige profeter.
Tiden kunne de ikke tæmme, og det gjorde mere skade end gavn da de navngav dage - uger - måneder og talte timer og år.



Det var heller ikke tiden, men flertallet som skulle styres - af høvdingene der ikke ville risikere at miste den magt og betydning, som de kun kunne bevare når flertallet blev fastholdt af regler, love og rettergang, og når tiden blev sat i et talsystem som så praktisk ud var det svært at gennemskue der var tale om en tvang som begrænsede og kunne bruges som middel til undertrykkelse.
Flertallet godtog i hvert fald den tidsinddeling som blev bestemt, uden at se det var en lumsk kabale høvdingene havde fået til at gå op, ved at snyde lidt her og der - så det nogenlunde kom til at passe.
Året blev sat til 52 uger - samme antal som kortene i et almindeligt kortspil - og det blev holdt hemmeligt at høvdingene havde flere jokere i ærmet. Flertallet så nemlig søn og helligdage som velvilje fra høvdingene, de godtog højtider som anledning til at feste, og overså at det mere var en slags lokkemad. Fra tal og regnesystemer blev opfundet kom det til at dominere Abelonerne og det gør det den dag i dag. Det var efterhånden blevet anvendt så længe at ingen tænkte på det kunne være anderledes. Der er tal på alt og med et henkastet smil kom Oda til at tænke på, at hendes mor havde haft en vane med altid at tælle kødboller og småkager, og da hun havde spurgt hvorfor, havde hun fået det kryptiske svar, at det var hvad moderen havde eneret til at tælle. Det fik hende til at tænke på at ravnene adskillige gange havde nævnt
Abelonernes talhysteri, så nu hvor stor betydning netop talsystemet havde - og igennem hele Abelonernes historie havde haft på dem. Det var afskyeligt at tænke på, at de usle krusseduller som tal egentlig var, havde afstedkommet så megen elendighed. Men den synsvinkel gav en klar forståelse af hvordan Abelonernes storhedsvanvid havde udartet sig.


Der var ingen tvivl om at Aserne vidste det hang sådan sammen.



De vidste også at der var sket mange massakrer i den epoke Abelonerne havde domineret områderne de betragtede som deres teritorier. Abelonernes epoke var kun en lille ubetydelig del af jordklodens eksistens, og Aserne så den som et meningsløst og hensynsløst misbrug af klodens midler af det som alt liv havde brug for. Deres rovdrift på alt hvad de kunne finde anvendelse af voksede og voksede til gigantiske depoter af unødvendigt skrammel. En stor del var blevet til, imens Oda havde levet og mismodet trængte sig mere og mere på. Hun huskede at Freja havde lagt vægt på mange misforståelser og misforhold og sagt:

At kloden kunne klare sig udmærket uden Abeloner,
men Abelonerne kunne ikke klare sig uden kloden!

Det strejfede hende også at Ravnene havde nævnt at kloden var ved at få nok af Abelonernes storhedsvanvid, og det måske var ved at være slut for dem, som det havde været for andre arter der havde kludret i det. Og tilføjet at der næppe ville være nogen som kom til at savne dem.

Med hensyn til tobakken, var det nemt for Oda, at se forbud imod tobaksrygning var en del af det sundhedshysteri, som Idun havde fremhævet og Thor havde kaldt en verdensomspændende religion, der brugte de samme metoder som alle religioner i tidens løb havde brugt, og at de satsede højt med døden som indsats. Abelonernes angst for døden var ligeså fundamentalt som deres medfødte instinkt for at overleve, det hang uløseligt sammen. At påstå der var en dødelig fare forbundet med en let, flygtig røg fra tørrede planter der blev sat ild i var meningsløst og falskt - men effektivt! Formålet for høvdingene var at forstærke og fastholde den mistro Abelonerne havde haft til hinanden hele tiden. Der havde været indbyrdes stridigheder imellem dem siden de havde abet efter hinanden og givet hinanden skylden for deres egen vane med at abe efter. Lige fra tobaksrygning blev kendt og taget i brug i Europa, havde meningerne om den været delte, nogle kunne lide både smagen og lugten - andre kunne ikke. Det havde først været hanner som røg, et af de mange privilegier de havde fået på bekostning af hvad hunnerne kunne tillade sig. Derfor var det naturligt at hunnerne brokkede sig over røgen. Gardinprækner blev det kaldt, og det blev ikke taget særligt alvorligt - fordi det var hunner som dengang havde en lavere status end hannerne det kom fra. Senere så høvdingene denne - tantesnak - som et effektivt våben til at fastholde spliden. Når rakket blev splittet var de så optagede af at hakke indbyrdes på hinanden at de ikke bemærkede når andre og mere væsentlige ting blev trukket ned over dem.

Det var almindeligt bondefangeri
som så meget andet af det høvdingene praktiserede.






Back to content | Back to main menu