http://www.Tobak-jatak.dk


Go to content

Main menu:


PIBERYGERNE

Arkiv 2014


Af Stefan Garvig


Nu har vi piberygere fået vores egen gruppe på Facebook, hvor alt mellem piber og tobak diskuteres. Gruppens navn er kort og godt: PIBERYGERNE



Det hele begyndte med, at jeg for min egen fornøjelses skyld havde lavet en database over danske pibetobakker fra 1980’erne og frem til i dag. Over 500 tobakker havde fundet vej til min database, og jeg syntes, at det var på tide, at databasen blev præsenteret for et større publikum.
Men hvor skulle databasen ligge?

Tobaksdatabasen

Mit blik var rettet mod Facebook, som i dag er et af de mest brugte fora til fællesskaber. Hvis man vil i verden frem, så Facebook! – tror jeg nok. Jeg ville lige tjekke, om der ikke allerede eksisterede noget på Facebook om pibetobakker, og da jeg søgte efter grupper om tobak, piber eller piberygning, opdagede jeg, at der overraskende ikke eksisterede Facebook-grupper om os og vores herlige hobby med piber og tobak. Dog, nogle pibemagere havde deres egen gruppe, hvor de viste deres egne piber og produkter, men en dansk generel gruppe for alle piberygere eksisterede slet ikke.
Derfor var det oplagt at oprette en Facebook-gruppe for os piberygere om alt, hvad der hører til piber og tobak. Som sagt så gjort – den 15. april 2014 oprettede jeg gruppen PIBERYGERNE. Og her kom min database til at ligge.
Gruppen har ved redaktionens afslutning 177 medlemmer, og medlemstallet stiger støt med medlemmer fra selvfølgelig Danmark, men også fra Norge, Sverige og endda fra Argentina.



Alt mellem piber og tobak

Hvad snakker vi så om i gruppen? Ja, snakken går lystigt om ens yndlingspiber og -tobakker, snak om og anmeldelser af nye tobakker, tilbehør til piberygning, nyheder fra pibemagere og pibeforretninger, bruyeretræets kvalitet, specielle og sjældne piber, molerspiber fra Fur, et hollandsk pibemuseum, gamle pibe- og tobaksbrochurer og ikke mindst gode råd til nybegyndere inden for piberygningen. Og så er der et indlæg om Sherlock Holmes, hvor sandheden om mesterdetektivens forhold til calabashpiben afsløres.

Litteraturliste

Gruppen råder over en litteraturliste, som jeg hele tiden opdaterer i takt med, at jeg for nys om litteratur på området. I skrivende stund har listen 40 litteraturhenvisninger. Mængden af litteratur om piber og piberygning er nok langt mere omfattende end de 40 henvisninger, og jeg bestræber mig på at gøre listen så komplet som muligt. Lige nu afventer jeg med posten at modtage hæftet Tobakslitteratur – en bibliografi over dansk tobakslitteratur 1632-1986, af Carsten Strange. Hæftet indeholder en stor mængde litteraturhenvisninger.



Link-liste

Jeg har selvfølgelig også oprettet en liste med links til andre steder på Internet og Facebook, hvor piber og pibetobak er omtalt. Link-listen har i skrivende stund 43 links, og flere kommer til løbende. Mange medlemmer af PIBERYGENE har bidraget til den liste, også til litteraturlisten, hvilket jeg gerne vil takke mange gange for.



Køb og salg af piber

PIBERYGERNE havde lige set dagen lys, da et driftigt medlem, Preben Hansen, vurderede, at der var basis for en særskilt gruppe for køb og salg af piber. Denne gruppe fik navnet Piberygerne – køb/salg privat, og der er allerede mange indlæg i den gruppe. Blandt andet kan man købe mesterskabspiber, pibemagerpiber med rabat, og så er der løbende en række auktioner over piber og tobak.
Stor tak til Preben Hansen for at påtage sig tjansen som tovholder for køb/salg-gruppen.

Sådan finder du PIBERYGERENE

Det er meget nemt at finde PIBERYGERNE på Facebook. Når du har Facebook kørende på din pc, så skriv blot ordet piberygerne i feltet, hvori der som hjælpetekst står ”Søg efter personer, steder og ting”. Så får du automatisk mulighed for i vinduet lige under feltet at vælge mellem resultaterne af søgningen. Her vil du også finde gruppen vedr. køb og salg.
Når du har valgt den gruppe, du vil se nærmere på, klikker du på gruppens navn, og herefter klikker du i selve gruppen på feltet ”Bliv medlem af gruppen”.

Det bliver spændende at se, om PIBERYGERNE og køb/salg-gruppen får rigtig mange medlemmer. PIBERYGERNE er jo stedet, hvor vi kan få den daglige pibepassiar med ligesindede, hvor nyt om piber og tobak bliver slået op, hvor pibemagere viser deres nyeste, skønne piber, og hvor alt mellem piber og tobak bliver luftet – hver dag.




Tobak-jatak.dk den 23. august 2014




Back to content | Back to main menu