http://www.Tobak-jatak.dk


Go to content

Main menu:


Kapitel 31 : Ukrudt er bedre end krudt!

Oda har ordet > Kapitel 1 - 13 > Kapitel 14 - 32

Ukrudt er bedre end krudt!

Det er 50 år siden Oda satte de ord på to billedtæpper, og viste dem både på den ene og den anden led mange forskellige steder hvor tæpperne blev udstillet - ingen Abeloner havde sagt hende imod.

De havde nikket, sukket og andet var der ikke sket.
Måske anede de inderst inde at der var noget de havde overset.




De Aser hun havde mødt og talt med havde været begejstrede for tæpperne.

Aserne havde været på kloden længe før Abelonerne skilte sig ud fra deres pelsklædte artsfæller og med vold og magt beslaglagde mange forskellige områder fordelt i både øst og vest - nord og syd. Magtkampe om deres forskellige ideologier og trosretninger havde huseret og vekslet. Imperier var opstået og blevet nedkæmpet og det så ud til at ville forsætte så længe der var Abeloner, som en skrue uden ende!
Oda, som var en blanding - født af en
Abelone men med en af Aserne som far - hørte ikke helt til hos nogen af dem. Det havde hun mærket, uden at vide hvorfor indtil Frigg afslørede det hang sammen som det gjorde. Hun var blevet gammel, og om hendes liv var begrænset af døden som Abelonernes var, kunne kun tiden vise. Hun havde fået hvidt hår, brugte briller ligesom Frigg og var blevet slidt på kroppen af - tidens tand - men hun havde ingen rynker i sit ansigt - hendes tanker var klare og hun opfattede på samme måde som Aserne. Og uden hun selv havde gjort sig særlige anstrengelser havde hun haft succes med det hun gav sig af med. Når hun ikke var blevet berømt og anerkendt i kraft af de billedtæpper hun frembragte var det hendes eget valg fordi hun nægtede at optræde i TV og indsmigre sig hos deder havde magt til at fremhæve nogle på andres bekostning og dermed blive berømt. Oda havde boet i sin storbykrog i mange år, det var længe siden hun havde givet sig af med de der var lige omkring hende, nikkede fraværende til dem der sad ved kassen hvor hun købte sine fornødenheder - den smule hun havde brug for - lidt spiseligt, rengøringsmidler, den tobak og den the hun havde foretrukket i mange år. I det hele taget var det kun det mest nødvendige hun tog sig af. Hun havde nogle venner som hun brød sig om, de var få og valgt med omhu.

Abeloner i flertal som trængte sig på var for anstrengende.
Hun mente at FLERTAL er den største og værste trussel der findes,
Fordi det bestod af de der lod stå til og rettede sig ukritisk efter det de der havde magt trak ned over dem.
De mange og de bange!

Hun havde efter ferniseringen på en meget velbesøgt og succesfuld udstilling fået nok af den skabagtige flok som vimsede rundt om hende, roste værkerne og lod som om de kendte hende - også dem hun aldrig før havde truffet - imens de afslørede at de ikke fattede hvad det var hun viste dem. Hele banden havde opført sig som om det var hende og ikke tæpperne der var udstillet. Deres optræden havde givet hende myrekryb, fortvivlet havde hun i den tid det stod på ledt efter et musehul hun kunne gemme sig i. Men der var ingen musehuller i de store udstillingslokaler. Kun gæster der opførte sig, som publikummer nu engang gør - overdrevet og kunstigt. Hun havde næsten solgt alle billedtæpperne og det de indbragte var mere end nok til hun kunne leve i mange år uden at tænke på penge. Det passede hende godt. Hun holdt op med at lave udstillinger, men fortsatte med at lave nye billedtæpper, fik stadig bestillinger og boede omgivet af dem, som i en billedbog. På den måde havde hun fået et sted at bo klaret dagen og vejen, og havde vel heller ikke generet nogen med sin utraditionelle levevis.
De gamle tæpper med ordene - Ukrudt er bedre end krudt - hun havde vist så mange steder fik pludselig en betydning hun ikke havde set før. Nu så dem som essensen af alle de tæpper hun i tidens løb havde lavet. Hun havde dog også læst meget litteratur, havde fulgt med i hvad er skete omkring hende og skrevet små tekster fordi det morede hende. Disse tekster var blevet publiceret og nu ville hun gøre sin fabel færdig så den også blev det.

Med ravnenes og Asernes hjælp - og de var villige nok -
kunne den måske blive den vigtigste fabel der nogensinde var skrevet!






Back to content | Back to main menu