http://www.Tobak-jatak.dk


Go to content

Main menu:


Kapitel 47 : Poesiens blå blomst!

Oda har ordet > Kapitel 1 - 13 > Kapitel 33 - 52








Poesiens blå blomst!
I årets lyse tid - i Norden - breder den sig i græsset på Gurre.

Abelonerne kalder den for ærenpris, men Aserne har altid kaldt den poesiens blå blomst. Dens blomstringstid er længere end de fleste andre planters og den betragtes som ukrudt. Abelonerne ved nemlig ikke hvad de skal bruge den til, og det de ikke kan anvende til noget der kan tjenes penge på, bliver ikke regnet for værdifuldt. Noget Aserne ser som en stor fejl.

I nutiden savner Oda i høj grad poesi, alt er blevet så teknokratisk.

Der var sket lidt i den periode der blev kaldt for oplysningstiden, dengang nogle Abeloner - fortrinsvis hanner - havde taget samfundsforhold op til overvejelse; men de var fastlåst i det de kaldte - humanisme. Det Aserne kalder Abelonernes storhedsvanvid. Musik, malerkunst og litteratur blev fremhævet, mange digtere, billedkunstnere og komponister skabte værker af høj kvalitet som er blevet bevaret og stadig værdsættes. Den romantiske lyrik blomstrede, men havde desværre den slagside, at de fleste romantiske poeter og billedkunstnere betragtede deres omgivelser som smukke kulisser, og blev ved med at fremhæve Abeloner som en særlig udvalgt art, hævet op over alt andet levende. Det var også i den periode den Franske revolution opstod men det betyder knap så meget, det var ikke første gang nogle utilfredse Abeloner havde gjort oprør og de var blevet nedkæmpet.


Det blev den Franske revolutions forkæmpere også, de mest revolutionære blev bestukket med udbytterige embeder, gjort til medlemmer af magteliten og dermed var det løb kørt - af sporet.
Helt det samme skete der ikke med de der frembragte kunstneriske værker, de blev betragtet som håndværkere og dem var der i forvejen så mange af. De blev ikke anset som farlige på samme måde som de der ville at samfundene blev indrettet anderledes. At nogle af dem nu blev kaldt for geniale kunstnere betød ikke noget særligt, de var bare kommet på mode, og en mode holder kun indtil der opstår en ny.

Navnene på de forskellige kunstnere er det unødvendigt at nævne, Abelonerne har lært om dem i skolen.

Billedværkerne blev udstillet på museer, de litterære er sat på hylder og opbevares i bibliotekerne, musikken udgivet på CD skiver e.l. og kan høres i radio og koncertsale - eller på teatre, hvis der er tale om operaer eller teaterstykker. Det står enhver frit for at blive bekendt med dem, og i dag kan det meste også findes i kopi på nettet. Der bliver værnet om originalerne som nu er blevet gjort til meget dyre sager. Det kneb mere med at give de der frembragte værkerne betaling imens de levede. Flere af dem hutlede sig igennem livet, tvunget til at finde sig i ydmygelser og fattigdom. Det var først når de var døde deres værker blev værdsat, så andre kunne få profit af dem. Det gjaldt ikke for dem alle, men for en del af dem og høvdingene holdt sig ikke tilbage. Til at afgøre værdien af et værk ansatte de udvalgte og belæste eksperter.

Som de der kan ses på Odas billedtæppe her:


Det viser tydeligt hvor grundigt alt bliver undersøgt og anbragt i eksperternes systemer, som nidkært fremhæver de værker der passer til deres bedrevidende opfattelse. Andre værker som måske fortjente en større opmærksomhed bliver hensynsløst kasseret efter eksperternes målestok, der bygger på de gamle metoder og idealer som blev dem pålagt af fortidens skriftkloge og ikke er ændret siden. De normer som engang er vedtaget er meget vanskelige at udrydde og efter de principper er det meste af Abelonernes videnskab blevet tilrettelagt.

Længere rækker deres fantasi ikke.





Back to content | Back to main menu