http://www.Tobak-jatak.dk


Go to content

Main menu:


Kapitel 17 : Abelonerne fatter ikke tiden!

Oda har ordet > Kapitel 1 - 13 > Kapitel 14 - 32

Abelonerne fatter ikke tiden!
Selvom den spiller en stor rolle i deres liv.
I nutidens samfund er alt blevet datomærket, ikke mindst - dem selv.

De begynder livet med at blive registreret, dato og årstal printes på et officielt dokument - et lille plastikkort med et nummer - som skal følge dem til døden. På dem måde har magteliten styr på enhver.
I nutidens systematiske opfattelse af alt, kaldes det et - personnummerbevis - og uden det er den enkelte nærmest fortabt. De får også et navn, men det er ikke altid de får det ved fødslen, det er noget deres forældre for det meste bestemmer, og det kan ændres hen ad vejen. Datoen, årstallet og nummeret er vigtigere.



Ravnene morer sig over Abelonernes systemer med tal og datoer.
Og Abelonerne forstår dem ikke!
De hører ravnenes grin og andre fugles lyde som hæse skrig og kvidder,
kan ikke - som Oda - få tekster og billeder ud af fuglenes sprog,
de har for travlt med deres egne gøremål.

Abelonerne vidste meget tidligt at de var ringere stillet end andre arter og da de havde søgt tilflugt i huler havde de store vanskeligheder, der skulle skaffes føde og vand og allerede i den første tid blev forskellen imellem hanner og hunner en kilde til en forskelsbehandling som hannerne fik de største fordele ved. De var større og stærkere end hunnerne og deres bidrag til yngleplejen var minimal, når de havde fornøjet sig med at bedække en hun var deres opgave slut og ungerne interesserede dem ikke særligt. De havde nok i deres trang til at overgå hinanden, som var det der optog dem mest. Inden de var blevet tvunget til at isolere sig, havde hunnerne selv klaret at skaffe sig føde, de blade og frugter de åd hang lige for næsen af dem, det var bare at plukke dem. I hulerne var der ingen planter, og det gik hurtigt op for hannerne at hunnerne døde hvis de sultede, og dermed blev de snydt for den fornøjelse det nu engang var at bedække en hun. De var nødt til at gøre noget, men de var dovne - af natur - mistet både det meste af pelsen og den nærhed de havde nydt når de aflusede hinanden og der udartede sig en overdreven opfindsomhed som førte både godt og skidt med sig. Deres abe-sind og det nye look, gav anledning til en masse fejltagelser, fordi de hver især havde deres egne ideer som de forsvarede.
Kedsomheden gjorde dem rastløse, de savnede den bevægelighed de havde haft før, gav hinanden skylden for det var gået som det var, forvirringen var stor og der opstod en beklagelig idealisme, som de der råbte højest benyttede sig af.
I det kaos var angst og trang til at hævde sig uundgåelig, de delte sig i små-grupper som skumlede over de andre gruppers ideer. Og to grupper havde særligt held med deres ideer. Den ene gjorde meget ud af tabet af pelsen og påstod, at hunnerne havde størst del i fadæsen fordi de havde mistet mere pels end hannerne. Den anden påstod, at det der skulle til for at forbedre deres vilkår, var at blive så mange som muligt. Tabet af pelsen havde gjort dem skrøbelige og tvunget dem til at skaffe sig anden form for beklædning. I begyndelsen måtte de stjæle andre dyrs pelse - slog dem ihjel, flåede dem og brugte deres skind til at hylde sig ind i, kødet åd de og benene brugte de til at lave redskaber af.
Det var nød og savn der satte deres opfindsomhed i sving og det fik senere tiders mange forskellige påstande til at udarte sig. Den første blev grundlaget for en nedvurdering af hunner, men det var en speget påstand som først blev til myter og senere til religiøse profetier. Den anden blev hen ad vejen til et flertals hysteri, og begyndelsen til det der kom til at hedde demokrati. De to forskellige påstande overlappede hinanden, og blev ad kringlede veje til styrkelse af magtbegær og udbredelse af mange falske illusioner.


Og hermed er vejen banet til Kreta - øen i Middelhavet - der i dag er befolket med de Abeloner
som kalder sig grækere.





Back to content | Back to main menu